EnglishIndeksKontakt

Spredning af TBE i Danmark

Bornholm var tidligere kendt som eneste danske TBE lokalitet, men der er tegn på at virussen breder sig i landet, der senest er fundet i Nordsjælland. Jægere og andre der færdes meget i skoven er i særlig risiko for flåtbid - og dermed en ubehandlelig TBE-infektion. Hvis man færdes i kendte TBE-lokaliteter bør man overveje vaccination.

Centraleuropæisk hjernebetændelse (Tick Borne Encephalitis, TBE) er en flåtbåren viral infektion, der er hyppigt forekommende i Mellem- og Østeuropa. Virus har reservoir i gnavere og overføres via flåter til fx rådyr, hunde og mennesker i forbindelse med blodmåltider. Virus overføres umiddelbart, idet en inficeret flåt bider sig fast. Infektionen kan således, i modsætning til borrelia, ikke forhindres ved fjernelse af flåten i løbet af nogle timer. Der er en vaccine på markedet, som man bør overveje hvis man er udsat for flåtbid i TBE områder. Humant ses influenzalignende symptomer, der i visse tilfælde udvikler sig til hjernebetændelse og i værste tilfælde resulterer i varige mentale mén.

 

Bornholm har indtil for nyligt været kendt som eneste danske TBE-lokalitet. I 2009 blev de første to humane tilfælde dog bekræftet i Nordsjælland ved Tokkekøb Hegn og virus blev efterfølgende fundet i flåtbestanden ved samme lokalitet.

 

Billede: Flåt set i mikroskop

 

Udover spredningen i Danmark er det bekræftet, at TBE breder sig i Sverige og Norge. Samtidig ser antallet af humane tilfælde i Sverige og Tyskland ud til at sætte rekord i år. Risikoen for en TBE-infektion udenfor de kendte TBE-lokaliteter er på nuværende tidspunkt ukendt, men udbredelsen af nye mikrofoci i Danmark er en reel mulighed i de kommende år.


27.01.12
Top
Hangøvej 28200 Aarhus NTlf. 35 88 87 09